Sund hverdag, Sund kost

Drop Juicekur – quick fixes duer ikke

Juicekur
Del artiklen i dit netværk

Overvejer du en juicekur? DROP DET! Kroppen hopper alligevel ikke på dit quickfix! Sådan siger Mads Bo – Juicemanden der hader juicekure. Men det betyder selvfølgelig ikke, at du skal droppe at lave dine egne juices.

Juicekur duer ikke

Juice er godt. Meget juice er meget godt. Eller hvad? Juicemanden Mads Bo har udgivet en række bøger spækket med juiceopskrifter i alverdens varianter. Men deciderede juicekure er ifølge juiceeksperten selv et no-go.

Der står vinter og forår i kalenderen. Flertallet af danskere har givet sig i kast med nye vaner og sundhedstiltag, der tæller alt fra medlemsskab i det lokale fitnesscenter til blodtypediæter og detox. Gennem de senere år har et hav af juicekure fra forskellige eksperter været et populært valg i forsøget på at bringe kroppen på rette køl på kort tid. Farvel til affaldsstoffer og overflødige kilo og goddag til vitaminboost, masser af væske og velvære. Måske.

Drop dit quickfix – Kroppen vil have stabilitet

Mads Bo lever af at motivere andre mennesker til at drikke flere juicer og smoothies, men mener alligevel ikke, at det er på juicekurene, vi skal sætte vores penge, hverken nu eller resten af året for den sags skyld:
”En juicekur er et forfejlet forsøg på et quickfix, som kroppen alligevel ikke hopper på. Kroppen ønsker stabilitet, og det giver vi den ikke ved at gå direkte fra fast føde til fjorten dage på rødbedejuice, og især ikke i en i forvejen kølig og for nogle stresset periode. Jeg mener, at der i samfundet er en udbredt tendens til, at vi går fra den ene yderlighed til den anden med mange ting, og er der noget vores krop hader, ja så er det netop det. Den er kodet helt anderledes og hopper ikke på vores forsøg på smarte quickfix. Derfor er spontane juicekure en virkelig dårlig idé.”

Drikker ikke selv meget juice

Selvom han går under navnet ’Juicemanden’, drikker Mads Bo ikke så meget juice: ”Mange tror, at jeg er en af dem, som drikker allermest juice og ofte er på juicekure. Sådan hænger det ikke sammen. Jeg tror i stedet på den lille forskel, som hen ad vejen bliver til rigtig meget. Blot fordi noget er godt, er det ikke ensbetydende med, at meget er bedre. Det gælder det meste her i livet, tør jeg godt sige – også juice.”

Juicekur som halvhjertet ide stresser kroppen

Mads Bo erkender, at juicekure kan fungere for nogle mennesker, men langt fra er rigtigt for alle: ”Det er klart, at de fleste vil få det bedre ved at skifte sukker, dårligt fedt og forarbejdede fødevarer ud med sund juice. Men at kaste dig halvhjertet ud i en juicekur, fordi du har fået en fiks idé, er ikke vejen at gå, og især ikke hvis du er stresset, tager medicin, har stofskifteudfordringer osv.

Stress med stress på

Når vi går på en juicekur, hvor vi stopper med at spise, går vores krop i en slags stresstilstand, og er vi stressede i forvejen, bliver resultatet stress med yderligere stress. Jeg mener, at det er langt mere hensigtsmæssigt at nyde et glas juice hver dag, idet vi som sagt ikke skal undervurdere den lille forskel, som med tiden bliver til rigtig meget. Og vælger du alligevel at kaste dig ud i en juicekur, bør det være planlagt i god tid, så kroppen er forberedt på ’chokket’ – og allerbedst i samarbejde med en professionel sundhedsbehandler.”

Lev en afgiftende livsstil

Ifølge Mads Bo har kroppen det bedst, hvis vi hver dag lever en afgiftende livsstil og begrænser alt det, som belaster kroppen på den lange bane: ”Vi skal undgå dårlige fedtstoffer, røg og alkohol, som bl.a. nedsætter vores leverfunktion.

Vælg høj kvalitet

Derudover bør vi minimere indtaget af forarbejdede fødevarer og sørge for at få integreret motion og bevægelse, drikke nok vand og prioritere vores nattesøvn. Jeg anbefaler desuden økologiske ingredienser og mad af generel høj kvalitet. Det er også her, friskpresset grønsagsjuice og smoothies – af god kvalitet vel at mærke – kommer ind i billedet.

Meget er ikke altid bedre

Friskpresset juice og smoothies smager godt og er tæskehamrende sundt, da de indeholder en bred vifte af vitaminer og mineraler, som ikke er blevet kogt, stegt eller på anden vis forarbejdet. Juice og smoothies er genialt, men igen; bare fordi noget er godt, er det ikke det samme som, at meget er bedre.”

Sæt sundhed på kontoen

For Mads Bo er sundhed at sammenligne med penge ind og ud af en bankkonto: ”Jeg ser sundhed som en slags bankkonto, hvor vi kan sætte penge ind og hæve dem igen. Med den metafor behøver vi ikke være fanatiske.

Brug 80/20-reglen

Selv lever jeg efter konceptet 80/20, som fungerer supergodt. 80% af tiden lever jeg optimalt, og de resterende 20% spiser, drikker og lever jeg, som jeg har lyst til. På den måde kan jeg uden problemer indgå i sociale sammenhænge. Selv det at ligge på sofaen, spise en pizza, en pose Piratos eller drikke en flaske rødvin kan være del af en sund livsstil med 80/20.
Et godt tip er at tage et kig ned i indkøbsvognen, når du er ude at handle og spørge dig selv, om der er balance. Og når du så hæver penge på din indre sundhedskonto, så nyd det nu for fuld skrue!

Du bliver ikke sundere af dårlig samvittighed

Mange mennesker har en tendens til at slå sig selv oven i hovedet, hvis de falder i. Stop med det. Der er så vidt jeg ved aldrig nogen, som er blevet sunde af dårlig samvittighed.”

Mads Bo indrømmer dog, at nogle gange kan balancen blive forskudt til 50/50 eller sågar 80/20 i den forkerte retning: ”Så handler det om at komme tilbage på sporet hurtigst muligt. Det sker for alle engang imellem, selvfølgelig også for mig. Sundhed og energi er ikke noget, vi oplever og opbygger fra den ene dag til den næste. Det skal vi opbygge og værne om over tid. Så i stedet for at kaste dig over et quickfix i form af en juicekur vil jeg anbefale dig at fokusere på den lille forskel, som over et helt år bliver til rigtig meget. Man må som bekendt så, førend man kan høste, og det er ’inverval-kure’ ikke løsningen på i min verden.

Vi sætter pris på din kommentar herunder

Del artiklen i dit netværk
Tagged , ,