Guides, Sund hverdag, Sund kost

En lille guide til sunde vaner

guide til sunde vaner
Del artiklen i dit netværk

Der er stor forskel på, hvordan vi hver især spiser, drikker og lever. I langt de fleste tilfælde skyldes det vaner. Det kan derfor være en god idé at forholde sig til den måde, vi lever på. Her får du en lille guide til sunde vaner.

TEKST: CHRISTINA BJØRN, KOSTVEJLEDER – SE OG HØR MERE PÅ WWW.MAGASINET-SUNDHED.DK

Der er gode og dårlige vaner – og vi ved det som regel godt selv. Jo flere gange vi gør noget, jo mere fastgroet bliver vanen. Jo sværere bliver den at ændre.

En effektiv vaneændring sker, når en lille indsats har en stor effekt. Skifter vi for eksempel en stor isvaffel ud med en lille sodavandsis – eller nøjes med en enkelt kugle – kan det have stor effekt med en forholdsvis begrænset indsats. Men det kan være svært at holde i længden.

Udover at gøre adfærdsændringen så nem som mulig, bør du samtidig tilpasse den dit liv. Der er derfor ingen grund til at ændre på det, der allerede virker. Der er for eksempel ikke behov for at ændre på alle dagens måltider, hvis dit problem ligger mellem måltiderne, på vej i bilen eller i toget.

Artiklen fortsætter under videoen.

 

Tænk langsigtet

Det er vigtigt at tænke langsigtet og realistisk over, hvad du har lyst til og behov for på den lange bane.

Du bør altså mest af alt forholde dig til, hvad du formår og ønsker at gøre på sigt. Hvilke ændringer kan du gennemføre, så de har en vedvarende positiv effekt?

Du skal derfor fokusere på at skabe nogle gode vedvarende vaner og have tålmodighed. Hvis ændringen afskærer dig kraftigt fra de ting, du kan lide, risikerer du at få behov for at ‘gøre oprør’ mod ændringen – og at opføre dig endnu mere usundt, end du gjorde i forvejen.

Tag bevidste valg

Gør dig dine valg bevidst: Næsten alt hvad vi gør, sker pr automatik. Ubevidst og intuitivt. Også hvad angår spisevaner. Mange ting vælger vi ikke at gøre, de sker bare, fordi vi er vant til at gøre det sådan – eller vi har det på en bestemt måde.

Du må ikke efterlade et tomrum. Find en ny handling at erstatte den gamle handling med, som tilfredsstiller samme behov.

Man spiser ikke nødvendigvis take away, fordi man bedst kan lide det, men fordi man kan lide at få maden tilberedt, ikke vil vaske op eller har travlt. Her kan det være en idé at planlægge indkøb, så der altid er noget sundt og velsmagende, som er lettilgængeligt.

Tænk positive tanker

Overvej og definér med positive ord hvad du gerne vil ændre og hvilket mål, der er motiverende for dig.

Find nogle sunde og velsmagende alternativer til de usunde vaner, du gerne vil udskifte. Lad være med at bruge hele din energi på den chokolade, som du ikke vil spise.

Tænk hellere på tilberedningen af den sunde mad. Vær opmærksom på hvordan du reagerer, når du ikke holder din plan og skæld ikke dig selv ud: Det hjælper sjældent noget at straffe sig selv.

Hjælp i stedet dig selv og overvej hvordan du kommer tilbage på sporet, hvis dit mål er ved at mislykkes.

Vær realistisk

Vær realistisk når du overvejer, hvad du gerne vil ændre. Hold dig til små ændringer, som du har en mulighed for at holde.

Dine ændringer er mere gennemførlige, hvis du er realistisk omkring din egen viljestyrke – og hjælper dig selv til at undgå fristelserne. Måske det virker for dig at skifte en stor tallerken ud med en mindre eller kun at have sund mad inden for rækkevidde.

Spis før du sulter, drik før du tørster, sov før du dejser om. Hvis du undgår sult, undgår du også nemmere fristelserne.

Find eventuelt en person, du kan støtte dig til – det kan være en med samme mål, for så kan I også støtte hinanden.

Vi sætter pris på din kommentar herunder

Del artiklen i dit netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *