Psyken, Sundhed+, Ud i naturen

Terapihave og helseskove

terapihave
Del artiklen i dit netværk

I Hørsholm nord for København ligger Terapihaven Nacadia og Helseskoven Octovia, der er en forskningsenhed under Københavns Universitet. Her forskes i naturens positive indvirkning på blandt andre stressramte og overspisnings-patienter.

Terapihave i Hørsholm

For enden af en lang, smal vej omgivet af træer ligger Arboretet i Hørsholm. Går man ind ad porten og følger grusstien, kommer man ind i Helseskoven Octovia. Her fører en sti den besøgende forbi otte ’rum’, som naturen selv har skabt, men som er blevet modificeret ud fra otte forskellige oplevelsesværdier, som anlægningen af Terapihaven også bygger på.

Gå tur i helseskoven

Turen i Helseskoven ad stien er 1,7 kilometer lang, og tager omkring tre kvarter at tilbagelægge, selvfølgelig afhængig af hvor længe man dvæler i hvert rum. For det er netop meningen, at man skal dvæle. Tage naturen ind. Opleve lyde, dufte, synsindtryk og derigennem lære at mærke sig selv og sin krops behov bedre at kende. Nogle føler sig draget mod et af ’rummene’, andre mod et andet. Og det kan ændre sig fra dag til dag, afhængig af humør, personligt stressniveau og andre faktorer.

Otte oplevelsesværdier

Terapihaven blev anlagt i 2011, baseret på forskning fra Sveriges Landbrugsuniversitet, og stedet har stadig et tæt samarbejde med Terapihaven i Malmø, som også bygger på de otte oplevelsesværdier: Artsrigt, Åbent, Rumligt, Kulturhistorisk, Fredfyldt, Folkeligt, Trygt og Vildt.

Rummene påvirker os forskelligt

“Det Folkelige rum kender vi blandt andet fra byparker. I parkerne skal der være en underholdning som legepladser og faciliteter i form af for eksempel toiletter og kiosk. Det er et meget socialt rum, som vi i Terapihavens regi har indrettet med bålplads og lange bænke, der omkranser bålet, så det indbyder til samvær,” fortæller landskabsarkitekt Ulrik Sidenius.

I det Fredfyldte rum kan man sidde for sig selv på en kort bænk og kigge ud over søen, og det Vilde rum er omgivet af utæmmet natur, og på den måde er der et rum, eller et sted, der passer til de krav og behov, brugeren har.

Stressramte i terapiforløb

I vores terapihave kommer blandt andre stressramte i ti-ugers terapiforløb med nogle mål og en forventet personlig udvikling. Der er derfor planlagte aktiviteter hver dag, udarbejdet af naturterapeuterne i samarbejde med gartneren på stedet, og man tager dem i det tempo, man kan overskue, afhængig af blandt andet niveauet af den stress, man har.

Haven bruges efter behov

“Nogle vil gerne hugge brænde og køre trillebører med grus væk. Opgaven må godt være fysisk hård men til gengæld ikke så kompleks. Andre har brug for en for dem mere meningsgivende opgave som at så stiklinger og følge dem gro. Nogle luger bede i et relativt stille rum, eller de sætter sig bare og betragter naturen og dyrelivet. Det er forskelligt fra person til person, hvor de går hen, og det svinger efter overskud og kapacitet den pågældende dag,” fortæller Ulrik Sidenius.

Helseskoven er åben for alle dagligt. Terapihaven er kun åben for deltagere i forskningsprojekter, men der er åbent hus en gang om året for alle interesserede. Næste gang er i september.

Hvorfor har vi ikke flere haver som denne?

Dorthe Varning Poulsen er fysioterapeut, adjunkt og phd., og står blandt andet for den nye masteruddannelse i naturbaseret terapi og sundhedsfremme i Terapihaven Nacadia. Hun brænder for naturbaseret terapi og er frustreret over, at der ikke er større vilje fra politisk side til at give midler til forskningen og benytte sig af de resultater, der allerede foreligger. “Der ligger så meget evidensbaseret forskning, så det er helt pinligt, at vi ikke bruger det mere, end vi gør,” siger hun.

Manglende interesse hos politikerne

“Lægemiddelindustrien er kæmpestor og magtfuld, og der er jo ikke rigtig nogen penge i en terapihave. Naturen er der, og vi har alle sammen adgang til den. Så det er desværre lidt op ad bakke med at få udbredt de sundhedsmæssige fordele ved at bruge naturen både forebyggende og helbredende. Mange forskningskroner går til IT-løsninger, det er tilsyneladende det, der interesserer politikerne mest i øjeblikket,” siger Dorthe Varning Poulsen.

Naturterapi mod traumer

I krisecentret Danner for voldsramte kvinder og børn i København har man i samarbejde med Københavns Universitet anlagt en terapihave, der tilgodeser de traumatiserede beboeres behov, og også den er anlagt med tanke på de otte oplevelsesværdier. Her fokuseres på at stabilisere og regulere nervesystemet, styrke de voldsudsattes selvværd og evne til at mærke sig selv samt introducere de positive effekter, der er ved at opholde sig i naturen.

Selv en baggårdshave gør en stor forskel

Projektleder på Danners naturbaserede terapi, Katja Gregers Brock, fortæller, at selvom Danner ligger på et meget trafikeret hjørne i København, så er der ro at finde i de rum, baggårdshaven er indrettet i.

“Haven er indrettet i otte rum, blandt andet et havehus med glasvægge, et samlingssted med bålplads, en naturlegeplads, hvor også de voksne kan udfordre sig selv og en afskærmet og helt ugenert krog, hvor man kan finde ro og tryghed.”

Huset er opholdssted for kvinderne og børnene i en kortere eller længere periode, og haven er derfor en del af deres midlertidige hjem, som de kan bruge så ofte og så meget, som de har lyst til. Men her foregår også samtaleterapi, og beboerne bliver guidet i, hvordan naturen kan være en god ressource for dem altid, også efter de er flyttet ud fra krisecentret.

Terapihave for veteraner

Også i VeteranHaven i Slagelse på Sydsjælland arbejder man med naturbaseret terapi, om end man går helt praktisk til værks. Daglig leder af VeteranHaven, René Pamperin, er selv tidligere major i Hæren og har været i krig i Helmand Provinsen i Afghanistan. Han fortæller, at VeteranHaven er startet af veteraner og deres pårørende, men alle er velkomne på hverdage mellem 9 og 14.

“Her er højt til loftet, og vi kan rumme alle, også dem, der er opgivet af sundhedssystemet. Vi har 22.000 kvadratmeter med flere end 30 haverum, så her er nok at tage sig til.”

VeteranHaven blev anlagt for fem år siden på en højtliggende, bar pløjemark 15 kilometer fra Storebælt. Og den er til stadighed under opbygning. Hønsehuset skal bygges, roserne i Rosenhaven skal plantes, grillhytten på Øen skal tømres sammen, gederne og de danske landhøns skal passes, og alle, der har lyst og overskud hjælper til.

Når hjernen er brækket er naturen god

“Vi plejer at sige, at det er vores hjerne, der er brækket, og den opbygger vi igen ved at være en del af kreative projekter. Når vi går her, glemmer vi, at vi er syge, i hvert fald for en periode. Vi får en bedre nattesøvn, når vi har været i gang, og mere energi og overskud.”

Bemærkelsesværdige resultater

VeteranHaven har et tæt samarbejde med både Slagelse Jobcenter og virksomheden Sund & Bælt.
“Jobcentret har set de bemærkelsesværdige resultater, vi har haft, med de mennesker, som kommer i vores terapihave. Når vi mener, folk er klar, indstiller vi dem for eksempel til flexjob, og når de er blevet godkendt til det, tilbyder vi dem selv job, hvis vi har muligheden for det.”

I øjeblikket er tre veteraner ansat i Sund & Bælt og går og arbejder ude på Sprogø. De var klar til at varetage et almindeligt job med faste mødetider, samtidig med at det stadig foregår i trygge rammer. Dels fordi de går sammen med to kammerater, de kender i forvejen, og dels fordi man fra VeteranHavens side vejleder arbejdsgiveren i de udfordringer, veteranerne kan have. Der er ikke ansat psykologer eller psykiatere i VeteranHaven, men René Pamperin opfordrer altid de faste brugere af haven til at opsøge en psykolog.

Psykologhjælp er stadig vigtig

“Det er vigtigt at få hjælp fra en psykolog, og vi går gerne med og venter udenfor, hvis man har brug for det. Vi kan ikke erstatte et psykologforløb, men vi kan være et godt supplement. Vi siger ikke, hvordan man skal gøre tingene, men vi fortæller om, hvordan vi selv er kommet igennem nogle svære ting, og så kan man tage det til sig, man kan bruge.”

Vi sætter pris på din kommentar herunder

Del artiklen i dit netværk
Tagged ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *