Børn, Sund hverdag

Sollys er godt for øjnene

Sollys er godt for øjnene
Del artiklen i dit netværk

Flere og flere mennesker bliver nærsynede. Faktisk forventes det, at om 30 år, vil halvdelen af jordens befolkning være nærsynede.

Magasinet Sundhed går tæt på forskeren, som mener, at sollys kan begrænse antallet af nærsynede, hvis børnene opholder sig 45 minutter om dagen i sollys.

Dansk forsker: Sollys forebygger nærsynethed

Antallet af nærsynede stiger så voldsomt i disse år, at forskere ligefrem taler om en epidemi.
Halvdelen af jordens befolkning forventes at være nærsynede om 30 år. Det er derfor epokegørende, hvis sollys kan reducere antallet af nærsynede.

Den danske forsker, ph.d., cand.med. ved Klinisk Institut på SDU samt på Odense Universitetshospital, Kristian Lundberg, er overbevist. Sollys har en afgørende betydning for børns nærsynethed og er forebyggende.

Der er flere teorier

“Vi tror på, at lyset, som rammer nethinden, har en gavnlig effekt på øjet”, siger Kristian Lundberg og tilføjer, at der er flere teorier om, hvorfor lyset kan have en positiv indflydelse.

En af dem er, at når lyset rammer øjet, sætter det gang i en række biokemiske signaler, der blandt andet frigiver stoffet dopamin, som hæmmer væksten af øjet.
“Det nærsynede øje er netop kendetegnet ved, at det har vokset sig for stort.”

En anden teori er, at man træner øjet i at se langt, når man er udenfor, forstået på den måde, at øjet får synsindtryk fra objekter på længere afstand.

“Vi har med andre ord ikke nogen konkret forklaring på, hvorfor lys er godt, men kan se på vores resultater, at lys forebygger nærsynethed”, siger Kristian Lundberg, der erkender, at opdagelsen med lyset kom som en overraskelse.

Vi opholder os for meget indendørs

Kristian Lundberg mener, at det stigende antal nærsynede tilsyneladende skyldes vores livsstil. Det kan forklares med, at børn opholder sig mere indendørs i forhold til tidligere.

“Derfor er det vigtigt, at vi kan forhindre en tidlig udvikling af nærsynethed, for det er ikke noget, man kan behandle sig selv med ved at begynde at gå udenfor, når man er 25”, siger Kristian Lundberg, der oplyser, at 45 minutters dagligt udendørs ophold for børn sandsynligvis kan nedsætte og i nogle tilfælde forebygge børns grad af nærsynethed.

Nærsynethed øger risiko for blindhed

“De færreste tænker nok på nærsynethed som en sygdom. Men man skal være opmærksom på, at hvis man er nærsynet, er man i risikogruppen for at udvikle en række andre øjensygdomme”, fortæller forskeren fra Odense. Det drejer sig først og fremmest om grøn stær, grå stær og nethindeløsning, som kan føre til markant synsnedsættelse og i sidste ende blindhed.

Mens det i Danmark er cirka hver fjerde, der skal bruge briller for at kunne tyde vejskiltene eller læse underteksterne i fjernsynet, er tallene betydeligt højere i andre dele af verden. I flere lande i Asien eksploderer udviklingen, og op imod 90 procent af de yngre generationer er nærsynede.

Klasselokaler bygges i glas

Antagelsen om, at manglende dagslys har en negativ effekt, kan også forklare, hvorfor mange asiatiske børn udvikler nærsynethed, mens sygdommen kun forekommer i mindre grad i Afrika.

“I Asien er der tradition for, at børn og unge går længe i skole. Men på det seneste er myndighederne selv blevet opmærksomme på, at der kan være en sammenhæng. Derfor er de i nogle kinesiske storbyer som forsøg begyndt at bruge meget glas, når de bygger klasselokaler”, siger Kristian Lundberg og giver endnu et eksempel, som illustrerer udviklingen:

“I Sydkorea har flyvevåbnet problemer med at finde egnede kandidater, fordi stort set alle fra de nye årgange har en eller anden grad af nærsynethed.” Kristian Lundberg tilføjer, at han håber, at der på internationalt plan vil være en stigende interesse for at forske specifikt i lysets betydning for at forebygge nærsynethed.

Overraskende opdagelse

I de mest omfattende studier, der hidtil er foretaget – også på internationalt plan – har Kristian Lundberg og en række af hans kolleger fulgt mere end 300 børn.

Projektet gik i første omgang på at vurdere, hvorvidt der var en sammenhæng mellem børnenes fysiske aktivitet og udviklingen af nærsynethed. Overraskelsen var derfor stor, da det var lyset – og ikke et spørgsmål om den fysiske aktivitet – som var afgørende for om børnene udviklede nærsynethed.

TEKST: JOHAN POULSEN
FOTO: LARS SKAANING

Vi sætter pris på din kommentar herunder

Del artiklen i dit netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *