Børn, Motion

Tag på postjagt i skoven

Postjagt i skoven
Del artiklen i dit netværk

Postjagt i skoven er ren win/win: Kvalitetstid med ungerne, kombineret med motion, frisk luft og duften af skov. Få inspiration til en frisk og sjov dag i skoven fra Naturvejlederforeningen.

Danskernes foretrukne udflugtsmål

Skoven er danskernes foretrukne udflugtsmål med hele 70 millioner besøg årligt, for skoven er skøn året rundt.

I vinterskoven er der stille, og selvom der ikke er det samme dyre- og planteliv som om sommeren, er der masser af oplevelser, der venter derude. En af dem er Postjagten.

Skattejagt i naturen

Det kan sammenlignes lidt med en skattejagt. Ved hjælp af et kort finder man posterne, der er lagt ud på den rute, man vælger. På den måde kommer man trygt rundt og oplever skoven på en ny måde.
Og selvom der ikke ligger en skat begravet, så giver det en oplevelse af succes, hver gang man finder en post.

Er ens børn eller børnebørn uadskillelige fra deres mobiltelefon, så kan den faktisk bruges til at blive klogere på naturen undervejs.

Find vej i Danmark

Tilbuddet er samlet under navnet ’Find vej i Danmark’ og findes omtrent 300 steder i skove, parker og byer landet over.
Det tager afsæt i orientering, hvor det handler om at finde vej ved hjælp af et kort gennem ukendt terræn – hurtigst!

Vælg en rute der passer til Jer

I Postjagten er der dog ingen krav om at løbe hurtigt eller komme først. Mange vælger en rute, som ender tilbage ved udgangspunktet og på den måde giver en retning og et mål for gåturen.

Man vælger selv, om ruten skal føre én helt ind i den tætte underskov eller helt ud og have mudder på skoene i mosen. I første omgang er det nok rigeligt for de fleste at vælge en rute, hvor posterne er placeret langs vej og sti – så kan klapvognen også være med.

Sund natursport

Fælles for de fleste, som prøver at tage på Postjagt første gang, er overraskelsen over at have tilbagelagt flere kilometer, end man regner med.
Den ene post tager den anden og pludselig er man tilbage ved udgangspunktet. Så har du gang i et nytårsforsæt om mere motion og bevægelse, er det en oplagt aktivitet.

Orienteringsløb gør dig ældre

Ja, du læste faktisk rigtigt. En undersøgelse fra Örebro Universitet i Sverige viser, at ”man ikke bliver yngre af at løbe orienteringsløb – men at man bliver ældre”.

Kombinationen af at holde kroppen i god form gennem bevægelse i det fri og at holde sine kognitive evner i gang med kortlæsning gør, at orienteringsløbere er sundere ældre end andre. Ved det seneste danmarksmesterskab var der således deltagere op til 94 år. Ved det kommende VM, som holdes i Danmark til sommer, er der åbnet konkurrenceklasser for løbere, der er fyldt 100 år!

Naturquiz

Der er mere end 7.500 poster derude og hver post har en unik bogstavkode, som postjægere landet over samler ind, i dysten om at finde flest og komme til tops i ’Find vej i Danmark’.
Du kan også melde dig ind i kampen og oprette en profil på www.findveji.dk, hvor alle landets Postjagter og tilhørende kort kan findes.

Brug mobiltelefonen

Hvis du har mobiltelefonen med på tur, kan du teste din paratviden om naturen i Postjagtens naturquiz. Hvis du har mod på det, kan du faktisk selv oprette en mobil-quiz med opgaver, som du selv vælger, og på den måde tilrettelægge en tur til din familie eller venner.

Tryg i naturen

I nogle lande er det ligeså vigtigt at kunne finde vej i naturen som at kunne svømme, hvis man falder i vandet. Så farligt er det næppe at fare vild i den danske natur, men navigation i naturen er ikke desto mindre blevet et obligatorisk indslag i folkeskolen.

I løbet af 6. klasse skal eleverne have prøvet kræfter med orientering og kortlæsning samt friluftsliv. Ideen om at sikre at børn bliver trygge i naturen og føler sig klædt på til at bruge den, og at bruge den med omtanke, er rigtig god. For naturen er og bliver en guldgrube for gode oplevelser og sundhed.

Naturen er god for sundheden

I en dugfrisk undersøgelse fra 2017 klarlægger Friluftsrådet, at 84 procent af danskerne oplever, at naturen forbedrer deres psykiske velvære og humør, mens 80 procent oplever bedre fysisk form og helbred ved at være og bevæge sig i naturen.

Find vej i vinterskoven

Vinterskoven er mere åben og det er ikke bare en fordel, fordi det er nemmere at få øje på de opsatte poster. Man får også en bedre fornemmelse af landskabet og terrænets former.

Flora og fauna

Men der er faktisk enkelte blomster, som gør en dyd ud af at blomstre og bære frø om vinteren. Tusindfryd, også kaldet bellis, med den gule knop og hvide kronblade, er en af dem. Hybenrosens frugt klarer sig også gennem vinteren og pynter, samtidig med at den fungerer som føde for de vinteraktive dyr.

Har man et trænet øje, eller er man så heldig at der ligger sne, kan man også tage på sporjagt. Mus, egern, harer, ræve og hjorte er aktive hele vinteren og sætter let genkendelige spor.

Vær med til at inspirere

Naturen er et fantastisk sted at være sammen og få motion.

Har du og din familie en aktivitet i naturen, som får både puls og humør op og som I nyder at være fælles om, så del den gerne med os her i kommentarfeltet. Måske kan du være med til at inspirere andre til at komme op af sofaen og ud og være aktive sammen.

______

Denne artikel er skrevet af Anne Marie V. Kamilles, naturvejleder i Dansk Orienterings-Forbund. Magasinet Sundhed samarbejder med Naturvejlederforeningen, der har nedsat et panel af sundhedsredaktører, som leverer tips og gode råd til, hvad der kan lokke store og små op af sofaen og ud i det fri lige nu. At komme ud i naturen er nemlig godt for alle. Både fysisk og psykisk. Endnu mere inspiration kan du finde på www.natur-vejleder.dk.

Vi sætter pris på din kommentar herunder

Del artiklen i dit netværk
Tagged ,